På besøg hos 1.b på Holluf Pile skole d. 12. november 2013

Vi blev taget godt imod af børn og klasselæren. Børnene havde været så spændte på at se, hvad vi skulle lave. Vi startede med at børnene lavede et navneskilte med en sundhedstegning på, som vi derefter snakkede om i en rundkreds. Der var mange gode bud på sundhed, mest noget med frugt og grønt og motion, men også nogle temmelig kreative og sjove idéer rundt omkring.

Efter der var kommet ro på igen, fortalte vi kort om kroppens knogler, muskler og led – vi havde taget skelettet Birger med, hvilket var en stor succes – og børnene var gode til at stille spørgsmål.

Efter frokostpause læste vi historien om Martin Muskel og Søren Sene og den fangede dem også. Efter det havde vi planlagt en aktivitet, hvor de skulle deles op i 4 hold og besøge os på 4 forskellige poster. På én post skulle de lære en sang og dans, på en andenskulle de lege Sunde Sille Siger, på en tredje lavede de klip-og-klister med knogler og muskler på et omrids af dem selv, og sidste post var en blandet fysisk post.

Da vi igen var samlet i klassen lavede vi alle sangen i fællesskab og det gik godt! Afslutningsvis satte vi os igen i en rundkreds, men denne gang med siden til midten så vi kunne nå hinandens skuldre. Så sad vi og masserede hinanden lidt og snakkede om hvad de havde lært og hvad der havde været sjovt. De fremhævede de fleste ting, så alt i alt var det en rigtig fin dag. Vi sagde farvel og fortalte at vi ville komme igen snart, hvorefter de stort set alle råbte “Imorgen? 🙂

Leave a Reply