Besøg i 0.x på Skt. Hans Skole

Mandag d. 31/3 fik børnene i 0.x på Sct. Hans Skole besøg af fire sundhedsriddere til tre timer om muskler, knogler og led. Vi startede med at fortælle kort om hvem vi er, og allerede ved præsentation af dagens emne havde eleverne en masse at byde ind med. Så var det tid til en sang om de skøre knogler med fagter, der fik alle til at se lidt fjollede ud. Vi snakkede om hvad knogler er for noget, hvad vi bruger dem til og hvordan man holder dem sunde og passer godt på dem. Til at illustrere havde vi taget skellettet Birger med, samt et grinende kranie der aldrig kører uden cykelhjelm.
Efter al den snak skulle eleverne to og to tegne hinanden i fuld figur med ribben, knæ, albuer og hvad der nu ellers var tid til at få tegnet på. Nogle tegninger fik endda også hjerter, lunger og hjerne. Tegningerne var til at tage med hjem.

Så var der pause og alle børnene kunne komme op og hilse på Birger eller løbe ud og lege med sundhedsridderne.
Anden time handlede om muskler; hvor den største muskel sidder, hvad vi bruger musklerne til – og hvad der sker hvis vi slet ikke bruger dem. Vi fik brugt vores muskler til at lege ”Klaus Krop siger” og der blev fortalt en historie om Signe Sene og Mette Muskel der fik hele klassen med til at lave sjove strækøvelser.

Efter endnu et frikvarter blev der øvet sang og dans til ”Superheltenes sundhedssang” og leget strække-fangeleg i gynmastiksalen. Vi sluttede dagen af med en lille evaluering, på hvad der havde været sjovt og lærerigt og hvad der havde været knap så sjovt. Så skulle vi da lige synge og danse en gang til, og vi vinkede farvel og på gensyn til en flok trætte, men glade børn i 0.x.

Leave a Reply